Mogens Bo Henriksen: Lokalisering af jernalderens og middelalderens landbebyggelse forud for anlægsarbejder

Lokalisering af jernalderens og middelalderens landbebyggelse forud for anlægsarbejder

Mogens Bo Henriksen, Odense Bys Museer

Med den nye museumslovs ikrafttræden bliver der stillet stadig større krav til, at arkæologer i forbindelse med VVM-redegørelser eller forud for iværksættelse af et anlægsarbejde kan give et pålideligt bud på, om et givet areal rummer væsentlige fortidsminder, der vil medføre arkæologiske undersøgelser. Hvis vi vil undgå ubehagelige overraskelser – ikke mindst økonomiske – i forbindelse med anlægsarbejderne, må det sikres, at der afgives udtalelser til anlægsmyndigheden på så solidt et grundlag som overhovedet muligt. De nye lovkrav får den konsekvens, at også arkæologernes arbejdsmetoder må undergå en udvikling bort fra den gamle forundersøgelsesmodel, som er udviklet i 1970’erne. Denne model indeholder følgende elementer: Arkivalsk kontrol, rekognoscering, prøvegravning, evt. udgravning.

Arkivalsk kontrol er naturligvis vigtig som et grundlag for en helt overordnet arkæologisk prognose. Nogen pålidelig udsagnsværdi får den dog ikke, med mindre den kombineres med analyser af luftfotos, kortmateriale, stednavne, gennemgang af geologiske forhold og evt. registrering af fosforsyretal m.v.
På trods af, at der flere gange inden for de sidste knap 20 år er fremlagt dokumentation for, at rekognoscering er en forundersøgelsesmetode, der har betydelige metodiske mangler (se f.eks. AUD 1992), anvendes den stadig systematisk af mange museer landet over. Ved rekognoscering overses bestemte fortidsmindetype (f.eks. gravpladser), ligesom nogle perioder – f.eks. yngre jernalder, vikingetid og tidlig middelalder, som regel vil være underrepræsenteret. Bopladser fra disse århundreder bliver således ofte først “synlige” ved detektorafsøgning eller fosforsyrekartering – og især ved prøvegravning.
Sammenfattende kan man sige om arkivalsk kontrol og rekognoscering – og for den sags skyld detektorafsøgning eller fosfatkartering og evt. indikative modeller for bebyggelsens placering, at man kan bruge metodernes positive vidnesbyrd som grundlag for et udsagn om, at “her er noget”. De negative vidnesbyrd må derimod aldrig bruges til på forhånd at frigive et område til anlægsarbejde; i så fald afskærer vi os selv fra at få ny viden om variationsbredden i fortidens udnyttelse af landskabet.

Hvad gør vi så?
I erkendelse af den traditionelle forundersøgelsesmodels metodiske problemer forsøger vi ved Odense Bys Museer såvidt muligt at springe de indledende øvelser over og gå direkte til prøvegravningsfasen – for så til gengæld hele tiden at arbejde på udviklingen af denne proces.
I forbindelse med anlægsarbejder i traceer og på mindre byggepladser arbejdes der generelt med to modeller – en “tracémodel” og en “totalafrømningsmodel”. På større flader arbejdes der med en systematisk udlægning af søgegrøfter med en indbyrdes afstand af 20 m.

Tracémodel
Ved tracémodellen udnyttes det faktum, at tracéer til veje, kloakker og gasledninger ofte går på kryds og tværs af landskabet, hvorfor man får mulighed for at få indblik i fortidsminder på områder, som normalt er utilgængelige. Det gør man ved at trække en eller flere mindst 2 m brede søgegrøfter (alt afhængigt af dets bredde) i tracéets længderetning. Modellen er bl.a. anvendt på 3 km vej ved Søndersø på Nordfyn og 3 km vej ved Gelsted på Vestfyn samt på ca. 20 km veje og kloaktracéer i Odenses østlige udkant. Netop nu anvendes modellen på 14 km motorvejstracé mellem Odense og Ringe (se evt. http://www.odmus.dk/db2/main.asp?kap=897). På motorvejen har vi forud for prøvegravningen lavet arkivalsk kontrol og grundig analyse af landskab og jordbund på baggrund af geologiske data, historiske kort, luftfotos og stednavne. Herefter er strækningen gået hurtigt igennem for at lokalisere evt. fysiske forhindringer, som ville kunne medføre gener for prøvegravningen – og for at opdage evt. ikke tidligere registrerede store fortidsminder (gravhøje), som ville kunne give ubehagelige overraskelser ved en efterfølgende udgravning. Med udgangspunkt i disse data er vi i fuld gang med at udlægge 75 km søgegrøfter med en samlet udgift på knap 1,2 mil. Til gengæld forventer vi at kunne reducere antallet af egentlige udgravninger betydeligt. De 2,5 m brede grøfter udlægges med 20 m afstand, og der udvides straks ved mistanke om tilstedeværelse af konstruktioner (huse, hegn m.v.).

Totalafrømning
I relativt smalle og veldefinerede tracéer og mindre byggeflader kan man med fordel arbejde med en totalafrømningsmodel. Dette kræver et nært samarbejde med den entreprenør, der skal udføre anlægsarbejdet. Modellen er bl.a. mange andre steder anvendt på et ca. 7 km langt gastracé syd for Odense. Resultat: 18 registrerede lokaliteter (af disse var kun halvdelen registreret ved den forudgående rekognoscering), heriblandt flere små aktivitetspladser på områder, hvor vi aldrig ville have forventet at finde bebyggelsesspor. Ekstraudgifterne til undersøgelsen – holdt op mod den traditionelle forundersøgelsesmodel – blev ca. 35.000 kr. i et samlet regnskab på ca. 280.000 kr, men til gengæld kunne vi hurtigere gennemføre arbejdet, foretage prioritering på stedet, og det arkæologiske udbytte blev større – både kvalitativt og kvantitativt. Til og med var fremgangsmåden mere skånsom over for fortidsminderne, idet det ikke var nødvendigt at prøvegrave i arealer til kørevej og mulddepoter men kun i selve gastracéet.

Afslutning
Ved at anvende de ovennævnte forundersøgelsesmodeller har vi fået et langt mere varieret indtryk af forskellige perioders udnyttelse af landskabet. F.eks. er enkeltliggende gårde fra tidlig middelalder (torper?) ved flere lejligheder lokaliseret på områder, hvor man ikke kunne forvente deres tilstedeværelse.
Hvis vi i fremtiden skal kvalificere forundersøgelserne, skal der arbejdes på at sikre et ordentligt udgangspunkt. Det får man kun ved en stadig udvikling og forbedring af de oplysninger og det kortmateriale, der ligger til grund for DKC. Et fremtidshåb kunne i den forbindelse være, at de indikative modeller, som man har arbejdet med på Moesgaard i de senere år, implementeres i basen i et eller andet omfang. Det skal imidlertid slås fast, at disse værktøjer skal være arkæologernes; vi kan ikke tillade, at offentlige forvaltninger ukritisk bruger dem til at planlægge ud fra.
Vigtigst er det imidlertid at udvikle selve forundersøgelsesmetodikken – og arkæologernes mentalitet. Arkæologerne skal lære at rationalisere og systematisere prøvegravningerne ved at anvende det rette grej – f.eks. ved at bruge store gravemaskiner i stedet for de alt for urentable rendegravere. Der skal tænkes i brede baner og i mange kubikmeter – og så bare derudaf! Og så skal elektronisk opmålingsudstyr være en helt naturlig del af et hvert stort anlægsarbejde.

Konsekvensen af en udvidet og omfattende forundersøgelse må være, at vi også tør at sige nej til udgravning af dårligt bevarede eller i forvejen veldokumenterede fortidsmindetyper undervejs. Mange undersøgelser kan faktisk med fordel standses efter veludført prøvegravning!

Jeg er sikker på, at en fremgangsmåde og prioritering som ovenfor beskrevet ikke er blevet mindre vigtig efter den nye museumslovs ikrafttræden. Den vil både give os et bedre arkæologisk materiale – og på samme tid aftvinge større respekt hos vore samarbejdspartnere – altså dem, der skal betale!

WordPress Themes