Mette Busch: Veje i kulturlandskabet

Veje i kulturlandskabet

Mette Busch, Ph.d. stipendiat, Syddansk Universitet og Nationalmuseet

Oldtidens og middelalderens veje var ikke faste linier på et kort men bestod af flere parallelle spor i et område, der tilsammen dannede farbare strækninger. Det skyldes, at færdselen hovedsageligt foregik direkte på terrænet på de naturlige højderygge i de passable korridorer på langs af større ufremkommelige vådområder og større skovarealer. Terrænafhængigheden har gjort, at nogle vejpassager var brugbare om sommeren hvor grundvandsstanden og nedbørsmængden var lav, mens samme strækning kunne være ufarbare ved høj vandstand om vinteren. Brugen af den enkelte passage var desuden afhængig af om man færdedes til fods, på hest eller i vogn og af rejsens mål.

Færdselen har ikke alle steder kunnet holde sig til det tørre faste land f.eks. har det flere steder været nødvendigt at passere fugtige moseområder eller ådale. I forbindelse med især vognkørsler har passagerne ofte krævet en form for vej- eller brokonstruktion. De fleste steder ser anlæggene ud til hovedsageligt at afspejle den konstruktion, der var nødvendig for passage på det givne sted og det materiale der var tilgængeligt.

Ønsker man at rekonstruere større vejsystemer fra en given periode kan det ikke gøres alene ud fra registreringer af vejspor i landskabet, da disse ofte er umulige at datere. Et studium af længere vejstrækninger kræver analyser af landskabets muligheder og færdselshindringer samt af bebyggelsesmønstret i perioden. Processen forudsætter også, at der i området er faste holdepunkter for færdslen i form af daterede vejanlæg. Undersøgelsen bør derfor indledes med en fastlæggelse af vådområdernes udbredelse og højdeforholdene før de omfattende dræninger, opdyrkninger og åreguleringer, der er påbegyndt i 1800-tallet. Det kan gøres ved hjælp af forskellige jordartskort og ældre detaljerede kort over matrikelskel og bonitet, som også har detaljerede oplysninger om bebyggelser, højdeforskelle og dyrkede og ikke dyrkede arealer. De er derfor nyttige med hensyn til placeringen og udstrækningen af tidligere tiders vådområder. Sammenholdes disse studier med undersøgelser af stednavne, arkivoplysninger, luftfotos og arkæologiske påviste bebyggelser kan der skabes et overblik over, hvor det har været muligt at færdes i et bestemt område, men nærmere fastlæggelser af vejenes konkrete forløb kan derimod ikke foretages. Sådanne undersøgelser er bl.a. foretaget forud for “Projekt Skjern Å”, hvorved der er dannet et overblik over oldtidens og middelalderens færdselsmuligheder over ådalen.

WordPress Themes