Jørgen Rydén Rømer: Chr. 5´s matrikel (1680-1688) – En kort præsentation af kildegruppen og dens muligheder ved retrospektivt arbejde

Chr. 5´s matrikel (1680-1688) – En kort præsentation af kildegruppen og dens muligheder ved retrospektivt arbejde

Jørgen Rydén Rømer

Chr.5´s matrikel erstatter 1662/1664-matriklerne, hvor landbrugenes skattehartkorn var ansat ud fra fæstegårdenes landgildeafgifter. Da landgilden ofte var fastsat individuelt for gårdene tilbage i 1500-årene, var den i 1660´erne ikke længere et rimeligt mål for deres skatteevne. Derfor iværksætter centraladministrationen et nyt matrikuleringsarbejde i 1680, hvor de enkelte landbrugs hartkorn skulle ansættes i forhold til landbrugenes reelle produktionsmuligheder på dette tidspunkt.

I løbet af 1681-1683 bliver al agerjord i kongeriget opmålt og boniteret, græsningsmulighederne på de udyrkede områder takseret i høveders græsning, høslet i enge og moser ansat i læs og ege- og bøgeskovene vurderet i svins olden. Arbejdet udføres af 14 opmålingskommissioner, der desværre – men også heldigvis – på lidt forskellig vis organiserer og udfører de overordnede instrukser, som man i Rentekammeret havde udstukket for arbejdet.

I 1683-84 begynder embedsmændene i Rentekammeret på det egentlige beregningsarbejde og de opdager hurtigt, at det indkomne materiale ikke var helt så ensartet som de havde forventet. Især var der meget forskellige oplysninger om hvordan agerjorden blev udnyttet, dvs. hvor meget der årligt var besået og hvor meget der lå i hvile. For at rette op på disse skævheder og for at det nye hartkorn ikke skulle komme til at afvige for meget fra det tidligere hartkorn fra 1662/64matriklerne, blev det endelige hartkorn i Chr. 5´s matrikel reelt noget tilfældigt bestemt.

Materiale fra de egentlige matrikelprotokoller fra 1688 er publiceret i Henrik Pedersen, De danske landbrug, Kbh. 1928 (reprotryk 1975). Efter 1600-tallets amts-, herred- og sogninddeling kan man for hver bebyggelse i kongeriget finde oplysninger om antallet af “gårde” (brug over 1 td. hartkorn – en definition man ikke benyttede i samtiden) og “huse med jord” (brug under 1 tønde hartkorn) i de matrikulerede bebyggelser. Antallet af huse uden jord oplyses også, men dette tal er højst usikkert. Rubrikken “anden skyldsat jord” er ofte kirkejorder eller jorder til landsbyens fælles bytyr. Det samlede opdyrkede areal i td. land oplyses for hver bebyggelse. Endelig oplyses hartkornet for hver type brug og for bebyggelserne samlet. Man skal være opmærksom på at hartkornet i Chr. 5´s matrikel omfatter både agerjorden, græsningen, høslet, svins olden, fiskeri og mølleri – det er altså ikke et “rent” jordbonitetstal som det er tilfældet for 1844-matriklen.

Oplysninger fra Henrik Pedersens tabelværk er anvendt af Per Grau Møller og Erland Porsmose i “Kulturhistorisk inddeling af landskabet”, Skov og naturstyrelsen 1997. I det meget illustrative hæfte findes mange af tabelværkets informationer fremstillet som landsdækkende, tematiske kort for f.eks. opdyrkningsprocenten sognevis i 1680´erne, hektar jord der medgik på en tønde hartkorn, gårdtætheden og gårdenes gennemsnitsstørrelser i td. htk. og ditto for huse med jord, enkeltgårdsandelen og hovedgårdenes størrelse. Kortene er lavet med sognene som enhed. En gennemgang af matrikuleringsarbejdet findes i C.Rise Hansen og A. Steensberg “Jordfordeling og udskiftning”, Kbh.1951 og den mest detaljerede behandling findes i Finn Stendal Pedersen “Fynsk landbrugs vilkår 1682” Odense Universitetsforlag 1985. I genoptrykket af Henrik Pedersen “De danske landbrug” Kbh. 1975 findes også en kort indledning, hvor centrale forhold omkring matriklen er gennemgået af Svend Åkjær.

Vil man arbejde detaljeret med afgrænsede områder i den kongerigske del af Danmark må man have fat i det utrykte kildemateriale fra matrikuleringsarbejdet. Dette findes på Rigsarkivet som 36 mm mikrofilm i rulleformat. Der er ikke længere adgang til det originale protokolmateriale. Der findes en arkivregistratur til matriklen – indgangen her er herred og sogn.

Det overvejende håndskrevne matrikuleringsmateriale (gotisk håndskrift) består af 3 protokolrækker. Den mest omfangsrige er de såkaldte markbøger og eng- skov og græsningsprotokoller udformet i 1681-83. Dernæst følger modelbøgerne, der blev udformet i perioden 1684-86 og endelig de egentlige matrikelprotokoller fra 1687-89.

Markbøgerne indeholder normalt følgende oplysninger:

  • Navn på det opmålte ejerlav – landsby eller enestegård.
  • Opremsning af de matrikulerede enheder i ejerlavet – helgårde, halvgårde, bol osv.
  • Navne på fæster/fæstere af de matrikulerede enheder.
  • Navn på hver matrikuleret enheds ejer.
  • En ofte standardiseret beskrivelse af ejerlavet, herunder en mere eller mindre detaljeret beskrivelse af dyrkningssystemet og ejerlavets adgang til eller mangel på forskellige ressourcer.
  • En beskrivelse af bymarkens udstrækning o.lign.
  • Marknavne for de opmålte agerstykker og antal agre.
  • Længder og bredder for de opmålte agerstykker.
  • En jordbundsbeskrivelse for større eller mindre jordstykker.
  • En beskrivelse/taksering af jordstykkets brug med afgrøderækkefølge og antal år i hvile.Oplysningerne i markbøgerne stammer fra opmålingspersonalets arbejde i marken, suppleret med informationer fra de tidligere matrikler, jordebøger fra godsejerne og indberetninger fra sognepræsterne. Normalt er det ikke muligt at se hvorfra oplysningerne i markbøgerne stammer, men i nogle få tilfælde er de anvendte (ofte præste-) indberetninger indbundet i markbøgerne.Markbøgerne har et vist standardiseret præg, men kildegruppen er så omfattende, at man skal være opmærksom på den enkelte opmålingskommissions og opmålers/skrivers særpræg, som kan give informationer om områdets kulturlandskab ud over standardoplysningerne.Markbøgerne findes i 2 udformninger, enten som en egentlig opmålingsprotokol hvor agerjorden opremses i den rækkefølge den blev opmålt, eller som markbogsekstrakt, hvor den opmålte agerjord blev fordelt på hver matrikuleret enhed. Nogle markbøger kan være temmelig rodede, så det kan være svært at danne sig et overblik over de opmålte agerstykker.

Eng-, skov- og græsningsprotokollerne indeholder normalt:

  • Navnet på den takserede enhed.
  • En taksering af græsningen, høslettet og svins olden.
  • Der kan i materialet være navne og mere detaljerede beskrivelser af enge m.m.

Modelbøgerne indeholder normalt følgende:

  • Navnet på det opmålte ejerlav.
  • En opremsning af de matrikulerede enheder med navn på bruger og ejer.
  • En summering af hver matrikuleret enheds agerjord fordelt på de forskellige jordtyper.
  • En omregning af de forskellige jordtyper til tønder hartkorn efter de forskellige omregningstakster
  • En omregning af græsning, høslettet og svins olden til hartkorn efter forskellige takster.
  • Den matrikulerede enheds samlede hartkorn.
  • Den matrikulerede enheds gamle hartkorn.I en del modelbøger er der rettet i hartkornet, enten som led i mere systematiske revisioner eller som rettelser af diverse fejl.Modelbøgerne for øerne er udformet i fortrykte skemaer, der medfører et begrænset antal yderligere informationer, mens de jyske modelbøger er udformet så der findes mere varierede beskrivelser af ejerlavenes eller sognenes jordbundsforhold og dyrkningssystemer. Disse oplysninger er normalt mere troværdige end de mere detaljerede beskrivelser af dyrkningssystemerne i markbøgerne.

Matrikleprotokollerne indeholder følgende:

  • Navnet på den opmålte bebyggelse.
  • En opremsning af de matrikulerede enheder med navn på bruger og ejer.
  • De matrikulerede enheders nye og gamle hartkorn.Det er vigtigt at gøre opmærksom på at der er visse forskelle mellem matrikuleringsmaterialet på øerne og materialet for Jylland.

Landskabsrekonstruktioner ved hjælp af Chr. 5´s matrikel og udskiftningskort

I forbindelse med udarbejdelsen af Chr. 5´s matrikel var der røster fremme om at foretage en egentlig kortlægning af landet. Planerne blev hurtigt skrinlagt, dels på grund af omkostningerne, dels på grund af arbejdets omfang. Vi skal derfor helt frem til ca. 1760 før en egentlig økonomisk kortlægning går i gang med udarbejdelsen af Videnskabernes Selskabs Kort og senere detailopmålingerne af dele af Ryttergodset på Sjælland i målestok 1:4000 fra 1768-1772. Først i forbindelse med udskiftningen fra ca. 1780-1810 sker der en detaljeret opmåling af hele landet i målestokken 1:4000. Videnskabernes Selskabs Kort og Ryttergodskortene viser det gamle landskab, mens udskiftningskortene blander nye og gamle landskabselementer, dog med vægt på det nye landskab, der var baggrunden for tilblivelsen af kortene.

Kombinerer man Ryttergodskort eller udskiftningskort med informationerne i Chr. 5´s matrikel kan man rumligt fremstille en lang række af Chr. 5´s matrikels informationer. Det gælder oplysninger om jordfordelingen (landskiftet), agerjordens udstrækning og forløbet af langagrene, boniteringen af jorden, udnyttelsen af agerjorden, identifikation af områder af særlige interesse (gammelbytofter, snekkeagre osv.).

Metoden er først praktiseret af Aksel Steensberg i “Jordfordeling og udskiftning” (Kbh.1951), hvor tre 1682-bymarker i Heininge, Grøfte og Snekkerup blev rekonstrueret ved brug af Ryttergodskortene. Senere er processen gentaget for Store Valby (1974). Efter disse arbejder har Karl-Erik Frandsen været den flittigste til at lave rekonstruktioner af agrarstrukturer ved hjælp af Chr. 5´s matrikel + eventuel andet lokalt materiale, især i forbindelse med Det nordiske Ødegårdsprojekt og undersøgelsen af de danske dyrkningssystemer (se f.eks. Ødegårdsprojektets arbejdspapirer og publikationer, Karl-Erik Frandsen, Vang og tægt, Esbjerg 1983 og Det danske landbrugs historie bind 2, 1988). Processen er udvidet gennem skitsekort for større områder, primært i forbindelse med fastlæggelse vangeforløb og nedlagte byer/vange og endelig i forbindelse med udarbejdelsen af en landsdækkende kortlægning af den administrative struktur i Danmark.

For at lave en rekonstruktion af en landsbys kulturlandskab 1682/83 skal en række betingelser være opfyldt. I de fleste tilfælde må vi konstatere at disse ikke kan opfyldes, hvorfor det sandsynligvis kun vil kunne lade sig gøre at lave detaljerede rekonstruktioner af omkring 10 % af landets landsbyer og enestegårde. Det er endvidere værd at huske på, at formålet med de to kildegrupper ikke var at beskrive kulturlandskabet i detaljer. For 1688-matriklen var formålet at anslå omfanget og værdien af landbrugsressourcerne med henblik på en beskatning og for udskiftningskortene var formålet at skabe basis for en nyfordeling af (landbrugs-)ressourcerne. Et andet problem ved rekonstruktionerne er at metoden meget tidkrævende. Det er derfor vigtigt at man inden arbejdet går i gang med en historisk-geografisk retrospektiv/retrogressiv rekonstruktion af udvalgte elementer af 1600-tallets kulturlandskab har for øje om metoden tilføjer elementer som man ikke kan få på en lettere vis. Er formålet f.eks. at finde områder med høj bonitet, er det meget lettere at anvende takseringerne fra 1844-matriklen på O.2 kortene.

Krav til udskiftningskortene:

  • De skal helst være forsynet med marknavnestof. Kun omkring 20-25 % af Udskiftningskortene, Ældste original og Original 1 kortene har disse vigtige oplysninger. Navnestoffet skal desuden være rimelig stabilt. Er der sket store ændringer i navnestoffet mellem 1682/83 og 1780-1810 er identifikation vanskelig. Marknavnetætheden og kontinuiteten var høj på Samsø, da landskiftet her var meget mere dynamisk end i f.eks. enkeltgårdsområder hvor marknavne betød knap så meget og kunne ændre sig når en ny fæster kom til.
  • Der skal gerne være en rimelig afgrænsning af agerlandet – gerne med klare, markerede grænser til enge, moser, skov m.m. Påtegningen og farvelægningen på mange af udskiftningskort er med tiden blevet udvisket, og da rekonstruktionen må foretages på en kopi af kortet skal disse grænser m.m. være tilstrækkelig tydelige, så agerblokkene kan indsættes med en vis sikkerhed. En del kort er forsynet med pile, der angiver forløbet af langagrene ved udskiftningen.
  • Ryttergodskortene må siges at være ideelle til rekonstruktioner, men da de i forvejen indeholder så mange informationer om landskabet før udskiftningen er det måske spild af tid, at bruge energi på at lave landskabsrekonstruktioner i netop disse områder. Det bør overvejende ske i områder, hvor kortene er mere sparsomme med informationer om de ældre agrarstrukturer.
  • Da det ikke er en nymatrikulering man udfører ved rekonstruktionen, betyder krympning af matriklekortene knap så meget. Et detaljeret, men på grund af knympning, kasseret ældste original kort er også brugbart til rekonstruktion.

Krav til markbøgerne:

  • Bevaringsforholdene for markbøgerne er varierende. I nogle tilfælde er opmålingsprotokollen bevaret, mens der i andre tilfælde kun findes en markbogsekstrakt. Er det sidste tilfældet må man først lave sin egen “opmålingsprotokol”, hvor agrene samles i de oprindelige agergrupper. Ofte vil man her opdage at nogle få agre er blevet glemt ved ekstraheringen fra opmålingsprotokollen.
  • Nogle markbøger kan være så rodede, at det er næsten umuligt at gennemskue større sammenhænge. Disse problemer er især udtalt for bymarker, hvor der har arbejdet mere end én opmålingskonduktør. I andre tilfælde indeholder markbøgerne så mange oplysninger om agergruppernes beliggenhed i forhold til hinanden, at en rekonstruktion er mulig uden et alt for godt kort med mange marknavne. I mange tilfælde har agergrupper, der følge efter hinanden i markbogen, sikkert også ligget ved siden af hinanden i marken. Opmålingen skal derfor have en rumlig sammenhæng.
  • Ikke al gotisk håndskrift er lige tydelig/velbevaret. Der er et stort udskrivningsarbejde i forbindelse med en rekonstruktion.
  • Adgangen til markbøgerne sker i dag udelukkende gennem gamle (slidte!) 36mm spolefilm.

Selve rekonstruktionen:

  • Kan kun laves i en tæt kombination af en analyse af kort og markbog – et puslespil. A. Steensberg mente oprindelig at en rekonstruktion kunne lade sig udføre ved hjælp af en markbogsudskrift og en person med landmålererfaring. Men det er nødvendigt hele tiden at holde de to kilders informationer op mod hinanden. Det er derfor en løbende historisk-geografisk retrospektiv og kildekritisk proces at udforme en rekonstruktion.
  • Rekonstruktionen må ses som et normaliseret billede af agre og åse (Steensberg 1951, side 244) eller et opmålingsskelet.
  • Agerbredderne fra 2 til op mod 30-40 alen kan kun afsættes med en vis usikkerhed i målestokken 1:4000. Ofte er det bedst at opsummere hele agergruppens bredde, afsætte denne på kortet for derefter at afsætte de enkelte agerbredder.
  • Længdemålene må afsættes som rette linier, selv om mange agre havde krumme former. Den takkede front af agerenderne antyder, at vi her har fronten mellem den dyrkede og udyrkede jord
  • En del agre blev opmålt i flere stykker. I nogle tilfælde er det svært at se hvordan disse skal kombineres.
  • Rækkefølgen af agre kan være problematisk, idet man ikke altid har været lige omhyggelig med at angive fra hvilket verdenshjørne agergruppen blev opmålt.
  • Markbøgerne kan indeholde oplysninger om andre kulturlandskabselementer end agerjorden f.eks. veje, diger hegn, bebyggelse m.m., men ofte er disse oplysninger få og fragmentariske. Opmålingsskelettet fra markbogen er derfor måske det eneste man burde anføre på de rekonstruerede kort (Steensberg 1951), men ofte vælger vi at medtage oplysninger om kulturlandskabet fra udskiftningskortene. Hermed bliver de fleste rekonstruktioner diakrone, dvs. de indeholder oplysninger fra forskellige tidspunkter. Det er i de fleste tilfælde acceptabelt, men det er værd at bemærke at ved udgravningen af Store Valby kunne Axel Steensberg konstatere, at gårdplanerne ikke svarede til de der var angivet på udskiftningskortet (Steensberg 1974, Notehæfte til bilag side 6).Finn Stendal Pedersen anfører i “Fyns vilkår” (OU 1985, side 325), at vi i den sidste menneskealder har fået udført en lang række rekonstruktioner af marksystemerne i danske landsbyer, men at et statistisk udtryk for de forskellige dyrkningssystemer og deres indbyrdes værdi fuldstændigt mangler.

Chr. 5´s matriklens muligheder retrospektivt.

Det følgende er et forsøg på, med mange forbehold, at skitsere nogle af de muligheder som matriklen kan have ved retrospektivt (arkæologisk) arbejde.

Jeg skal dog være meget forsigtig med at udtale mig alt for bastant om mulighederne, idet der sikkert er store regionale forskelle i Danmark. Desuden er jeg, efter Ulfbrogprojektets afslutning, blevet meget mere opmærksom på det kraftige befolkningfald og de ditto befolkningsforskydninger, der sker som resultat af den bølge af pestepidemier, der rammer Vesteuropa i 1348/48 og langt ind i 1400-årene. Epidemierne betyder måske en halvering af befolkningstallet i visse områder af Danmark (især de “dårligste” dele – hvad det så nærmere er?) og et nogenlunde stabilt samlet befolkningstal til ind i 1500-årene. Pestepidemierne medfører en omlægning af landbrugsøkonomien over mod et mere ekstensivt, animalsk orienteret landbrug. Denne omlægning og reduktionen af befolkningen må have betydet en større eller mindre reduktion i bebyggelserne, hvor nogle er blevet opgivet permanent, mens andre bebyggelser med bedre muligheder gradvist er blevet reetableret.

I samarbejdet med Ulfborgprojektets arkæologer oplevede jeg i alle de gennemførte detailundersøgelser, at det ikke var muligt direkte at knytte oplysninger fra Chr. 5´s matrikel an til de arkæologiske udgravninger af middelalderbebyggelser fra 1200-årene. Det gælder for udgravningen ved Fjand i Sønder Nissum sogn og ved Koustrup i Velling sogn. Begge steder drejede det sig om udgravninger af nogle enkelte gårde i større bebyggelser, der sikkert lå perifert i forhold til de egentlige bebyggelseskerner.

Både bebyggelser og landbrugssystemer kan med god ret beskrives som fleksible “harmonika”-systemer, der indenfor brede rammer kunne opfange store ændringer/variationer uden at de grundlæggende strukturer skulle omlægges. I Per Grau Møller og Erland Porsmose “Kulturhistorisk inddeling af landskabet” Skov og naturstyrelsen 1997 påpeges flere gange den store kontinuitet, der kan konstateres i hovedstrukturerne i kulturlandskabet, hovedstrukturer der som baggrund har de grundlæggende fysiske-geografiske forskelle i Danmark. I den store målestok kan Chr. 5´s matrikel derfor bruges retrospektivt forholdsvis langt tilbage i tid, men for andre dele går den måske ikke længere tilbage end til et tidspunkt i 1500-årene.

Da Chr. 5´s matrikel har så speciel en stilling i dansk landbrugshistorie som den eneste “altomfattende” kilde, kan den måske forlede os til at opfatte netop dens billede af landbrugssamfundet som værende det typiske i fællesskabstiden – altså en statisk opfattelse af systemet.

Bebyggelser og gårdantal
Det er vigtigt at være opmærksom på at Chr. 5 matrikel var en skattematrikel og ikke en detaljeret registrering af samtlige bebyggelser, gårde og huse i kongeriget. Man har kun haft interesse i at kunne identificere de enkelte skatteskyldige enheder, men om disse lå som enkeltgårde eller i forskellige typer af bebyggelser var af mindre interesse. Mange jyske matrikulerede gårdenheder havde mere end en fæster og den fysiske gård kunne derfor bestå af flere bygningskomplekser.

Markbøgerne indeholder opremsninger af de matrikulerede enheder, men da de egentlige gårdtofter ikke skulle beskattes er disse områder ikke blevet opmålt, beskrevet og takseret. Man kan dog i nogle af markbøgerne finde bebyggelsen/gårdene omtalt i forbindelse med opmålingen af den egentlige agerjord. Først med udskiftningskortene fra omkring 1800 kan vi danne os et billede af bebyggelsernes udformning.

Retrospektivt har matriklerne i 1662/64 og 1688 den store styrke at de opregner alle de matrikulerede enheder i et ejerlav. Ældre jordebøger o. lign. vil ofte kun indeholde de enheder som den pågældende godsejer ejede i ejerlavet.

Gårdstørrelser
I Per Grau Møller og Erland Porsmoses landsdækkende oversigt får man gennemsnitsgårdstørrelser sognevis for det opdyrkede areal og for hartkornet, men det er vigtigt at være opmærksom på at der var ganske store spredninger i gårdstørrelserne inden for mindre regioner. Derimod var der i en hel del tilfælde sket egaliseringer inden for det enkelte ejerlav. Myten om den middelstore danske fæstegård er derfor en sandhed med mange modifikationer. Hvor langt tilbage i tid den i 1680´erne observerede gårdstruktur går tilbage er det svært at sige, men nogle elementer må have rødder langt tilbage. Så 1200-årenes brydegårde, gårdsæder og landbogårde kan godt have overlevet 1300- og 1400-årenes voldsomme omstruktureringsprocesser.

Det opmålte agerareal
I 1681-83 opmåler man al jord, der viser spor af at være opdyrket, dvs. var med ryg og ren. Med denne definition får man sikkert opmålt en del jord som ikke var i almindelig brug i 1680´erne. Det bemærkes i nogle tilfælde hvis denne jord var ubenyttet. Det opmålte agerareal i 1680´erne er derfor måske nogle steder et mål for et opdyrkningsmaksimum i 1300-årene. Man skal være opmærksom på at der sker løbende omlægninger af de højryggede agre og agergrupperne. Også fordelingen af agrene mellem de enkelte brug ændres.

Boniteten af jorden
Det kan i nogle tilfælde være svært at skelne mellem de forskellige bonitetsgrupper i markbøgerne – med op til 16 forskellige bonitesgrupper på god, middel, skarp eller ond byg-, rug-, havre- eller boghvedejorder. Meget tyder på at man ikke har boniteret jorderne alt for højt – i Ulfborg herred bliver områder med meget tykke muldlag ofte ikke vurderet efter fortjeneste.

Marknavne
Sandsynligvis er en hel del af disse forholdsvis unge, men der findes også marknavne med en højere alder, herunder en del bebyggelsesidentificerende navne. Marknavnekontinuiteten i landsbyerne er høj, især hvis landskiftet er meget komplekst som f.eks. på Samsø, mens kontinuiteten er lavere i enkeltgårdsområder.

Dyrkningssystemerne
Chr. 5´s matrikel er den eneste kilde før udskiftningen der giver mulighed for at identificere dyrkningssystemerne landsdækkende. Man skal være opmærksom på, at dyrkningssystemerne eller græsningssystemerne som de måske også kunne betegnes – græsmarksbrug eller vangebrug – udgjorde nogle brede rammer indenfor hvilke der kunne være mange variationsmuligheder i den egentlige udnyttelse af agerjorden. Kun yderst sjældent får man i 1688-matriklen oplysninger der antyder at et dyrkningssystem var ændret.

I præsteindberetninger for de indkomne tiendeindtægter som vi nogle steder finder indbundet sammen med markbøgerne kan vi se at året 1681 var et katastrofeår i Danmark med en høst der mange steder tilsyneladende ikke gav udsæden igen Hos Karl Erik Frandsen “Vang og tægt”, Esbjerg 1983 finder vi en landsdækkende gennemgang af dyrkningssystemerne i Danmark og en redegørelse for deres sandsynlige udvikling.

Brug og hvileoplysningerne
Markbøgerne indeholder oplysninger om agerjordens udnyttelse. Der kan stå at jorden blev besået med byg det første år, rug det andet og tredje år og havre det fjerde, hvorefter jorden lå i hvile 4 år.

Disse oplysninger i markbøgerne er meget suspekte og giver indtryk at et meget ekstensivt landbrug, hvor store arealer lå i hvile. Undersøgelser i det jyske område antyder at intensiteten er betydelig højere og at modelbøgernes informationer om dyrkningssystemerne i det jyske område er mere troværdige. Vi må gå ud fra at omkring 50 % af agerjorden var i brug omkring 1680 i Jyllands græsmarksbrugsområder – og måske med lidt højere værdier i det østdanske trevangsbrug. 1688-matriklen giver normalt ingen oplysninger om høstudbyttet, men i få tilfælde kan præsteindberetninger om tiendekornet antyde forholdsvis lave foldudbytter på under 5 fold i 1600-årene.

Landbrugssystemet
Ud fra fordelingen af hartkornet på agerjord, enge, græsning og svins olden, kan der gives et bud på orienteringen af landbrugssystemet. Finn Stendal Pedersen har i “Fyns vilkår”, Odense 1985 gennemført en regionalisering af det fynske landbrug i 1680´erne og sammenlignet med det billede som 1662/64 matriklen giver. Han konkluderer, at der er stor forskel på de to matriklers billede af landbrugssystemerne og mener derfor ikke at 1688-matriklen i denne sammenhæng kan bruges retrospektivt særlig langt tilbage i tid. Vi har som tidligere nævnt endnu ikke landsdækkende analyser af de egentlige landbrugssystemer i Danmark, men generelt kan man sige at det jyske landbrug overvejende var animalsk orienteret, mens øernes overvejende var vegetabilsk orienteret.

Foredraget blev ledsaget af en række OHP´er, hvoraf en del var hentet fra Ulfborgprojektets bog “Mellem hav og hede”, Århus Universitesforlag, 2000.

CV og en oversigt over mine publikationer kan findes på AGRAR 2000´s hjemmeside på http://www.natmus.dk/AGRAR2000/

Jørgen Rydén Rømer, Lyngholmsvej 68, 9200 Ålborg SV, tlf. 98 18 66 89, e-post: mailto:jr@hasseris-gym.dk

WordPress Themes